23948sdkhjf

46 mejerier kontrolleres efter beslaglæggelse af 400 paller mælkepulver

I halen på afsløringer af problemer i mejeriselskabet Mille Food øger Fødevarestyrelsen nu kontrollen hos i alt 46 danske mejerier, der eksporterer til Kina.

Afsløringer om manglende sporbarhed og beslaglæggelser af 400 paller modermælkserstatning hos Mille Food påvirker hele den danske mejeribranche.

Nu rykker Fødevarestyrelsen ud til ekstraordinære kontroller over hele landet hos de 46 mejeriselskaber, der er godkendt til eksport til Kina.

Det oplyser Fødevarestyrelsens chef i afdelingen Fødevare København, Jakob Munkhøj Nielsen, til erhvervsmediet FødevareWatch.

- Vi kontrollerer ekstra ved alle de virksomheder, der har mejerieksport til Kina, med fokus på især sporbarheden på forskellige typer ingredienser. Det er kun naturligt i forlængelse af den her sag, siger Jakob Munkhøj Nielsen.

Den landsdækkende kontrolaktion kommer, efter at Hundested-virksomheden Mille Food er blevet politianmeldt i en sag om manglende dokumentation og sporbarhed i sin produktion af modermælkserstatning til Kina.

Thise Mejeri er blandt de virksomheder, der har fået ekstraordinært besøg fra Fødevarestyrelsen, hvilket mundede ud i en fejlfri rapport.

- Jeg er faktisk glad for det her besøg. Oven på sådan en sag kan jeg bruge kontrolrapporten som besked til vores partnere i Kina om, at vi har styr på det. Jeg er taknemmelig for, at Fødevarestyrelsen reagerer så hurtigt, siger Poul Pedersen, adm. direktør i Thise, til FødevareWatch.

Indtil videre er der ikke noget, som tyder på, at andre virksomheder end Mille Food har problemer, hvilket Fødevarestyrelsen også har kommunikeret til de kinesiske myndigheder.

Fødevarestyrelsen er i færd med at politianmelde Mille Food samt Titan Trade Company, der har importeret valleproteinet lactoferrin ulovligt, sandsynligvis fra Kina. Ingrediensen er senere blevet brugt i produktionen af modermælkserstatning hos Mille Food.

Den tidligere direktør i Mille Food, Steve Wang, står også bag Titan Trade Company, som han både ejer og driver, ifølge CVR-registret. Han er sammen med kvalitetsdirektøren og fabrikschefen i Mille Food blevet fyret.

Selskabet har fået forbud mod at eksportere til Kina, før selskabet har rettet op på sine fejl, og Fødevarestyrelsen har beslaglagt 400 paller med modermælkserstatning, der skulle sendes til Kina.

FødevareWatch har ad flere omgange været i kontakt med Mille Food. Selskabet har oplyst, at man på nuværende tidspunkt ikke kan besvare en række oplagte spørgsmål om sagen, eksempelvis hvordan fejlen kunne ske.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078